
Velkommen til Rygaards Skole
Velkommen
Kære kommende forældre og elever
Velkommen til Rygaards Skole.
At vælge skole er en vigtig beslutning for enhver familie. Det handler om faglighed, trivsel og værdier – og om den retning, man ønsker for sit barn.
Rygaards er en moderne, katolsk international privatskole beliggende i Hellerup. Vi er én skole med to afdelinger – en dansk og en international. Afdelingerne har forskellige sprog og faglige rammer, men vi deler værdier, hverdag og ansvar. Den internationale afdeling følger det britiske Cambridge International Education-system, mens den danske afdeling bygger på den danske skoletradition. Sammen udgør vi ét fællesskab.
Familiens skole
Som Danmarks ældste internationale skole, grundlagt i 1909, har vi et naturligt udsyn mod verden. I dag rummer skolen omkring 1.000 elever og er solidt forankret i lokalområdet, særligt Gentofte og Københavns kommune. Hos os går det globale og det nære hånd i hånd.
Mangfoldighed præger hele skolen. Elever og familier har forskellige sprog, kulturer og erfaringer – nogle har haft deres gang her gennem generationer, andre har boet i udlandet, og nogle har tilknytning til flere lande. Uanset baggrund ønsker vi, at Rygaards er mere end barnets skole. Vi vil være familiens skole – et sted, man hører til og engagerer sig i.
Katolsk skole med kristent værdigrundlag
Skolen bygger på et kristent værdigrundlag med rødder i den katolske Assumptions orden. Vi ser hvert menneske som værdifuldt og ansvarligt i fællesskabet. Respekt, omsorg og tydelige rammer skaber tryghed og giver mod til at lære og udvikle sig.
Vores opgave er at udvikle hver enkelt elevs potentiale. Vi tilbyder et stærkt læringsmiljø med solid faglig undervisning og fokus på trivsel. Vi arbejder systematisk med værdier, ansvar og fællesskab som en integreret del af skolens hverdag. Vi tror på, at opdragelse og læringsparathed begynder i hjemmet, og at skole og familie i fællesskab skaber de bedste rammer for barnets udvikling, læring og trivsel.
Et fælles ansvar
Vi ønsker, at elever fra Rygaards forlader skolen med stærke faglige kompetencer og en bevidsthed om deres ansvar – både i eget liv og i relationen til andre.
Vi stiller forventninger til os selv, til eleverne og til jer som forældre. Med tydelighed, respekt og fælles ansvar tror vi på, at vi skaber den bedst mulige skolegang.
Hver afdeling har sin egen ledelse, som fortæller mere om hverdagen og de faglige rammer. Uanset afdeling er man først og fremmest en del af Rygaards.
I er altid velkomne til at besøge os og opleve vores campus lige uden for København – book en rundvisning og få et indblik i hverdagen på Rygaards Skole.
Med venlig hilsen
Elsebeth Trap
Skoleleder

